Letlandssamvirket

Valbysognene har en fælles venskabsmenighed i Letland.
Det drejer sig om den lutherske kirke i den lille by Nereta, der ligger i den sydøstlige del af Letland.

Valby-samarbejdet kaldes: Letlandssamvirket.
   

På denne side kan du læse meget mere om venskabets opståen og videre forløb. Nedenstående artikel er forfattet af Ole Pedersen, sognepræst i Aalholm Kirke. Ole Petersen var een af initiativtagerne til samarbejdet og har været med siden begyndelsen i 1992.

God læselyst!

 

25 ÅRS VENSKAB MELLEM
MENIGHEDERNE I VALBY OG MENIGHEDEN I NERETA

 

Selv om Letland kun ligger ca. 1000 km. fra Danmark, var det efter 2. Verdenskrig med den Sovjet-Russiske besættelse af de baltiske lande så godt som umuligt at have nogen form for kontakt med Letland på trods af, at der forinden havde været nære relationer vore lande imellem. Men pludselig blev den til tider meget højspændte verdenspolitiske situation i 1960-80’erne opløst, da symbolet på de to skarpt adskilte verdener forsvandt ganske fredeligt i løbet af en god times tid. Jeg er sikkert ikke den eneste, der endnu husker, hvordan Berlin-muren helt udramatisk blev åbnet en aften, så man kunne gå frit fra den ene verden til den anden.

Vi fik da bekræftet, hvad der havde været stærke rygter om, at mennesker på den østlige side af jerntæppet havde levet i en fattigdom, frygt og angst, som ingen kunne forestille sig.

Snart efter blev Estland, Letland og Litauen igen selvstændige – for Letlands vedkommende den 21. august 1991.

I Valby havde Aalholm Sogns Menighedspleje netop taget initiativet til at ville åbne en genbrugsbutik på Aalholm Plads 1-3, 2500 Valby. Meget hurtigt stod vi med et positivt problem: Alt for meget fint genbrugstøj. I stedet for at måtte smide det ud, fik jeg via Mellemkirkeligt Råd kontakt med to menigheder i Letland, som gerne ville modtage dette tøj.

Jeg havde da fået samlet en gruppe mennesker, som syntes, at det ville meget spændende, hvis vi kunne få nær kontakt med en kristen menighed – ja, få en venskabsmenighed – i den da ”nye verden”. Det første brev blev afsendt herfra i efteråret 1992.

Siden dengang har kirkerne i Valby haft nær kontakt til den evangelisk-lutherske menighed i den lille by Nereta – ca. 140 km sydøst for hovedstaden Riga – hvor der i dag bor ca. 1800 mennesker.

Formelt antog interessegruppen i Valby snart navnet: Valbysognenes Letlandssamvirke.

At de kristne menigheder i de kommunistiske lande havde haft særdeles van­ske­lige vilkår at leve under igennem de mange besættelsesår, var ikke ukendt; men at det har været så grufuldt, som ingen af os kan fore­stille os det, har jeg efterhånden fået bekræftet på mange forskellige måder. Man kunne f.eks. blive sendt i en Gullag-lejr i Sibirien for at fejre jul på trods af, at der officielt var religions­frihed. Kom man til en kirkelig handling, f.eks. fik begravet sin kære gamle mor, kunne man risikere at blive prikket på skulderen af et medlem af det hemmelige politi og få at vide, at hvis man igen viste sig i kirken, mistede man alle sine borgerlige rettigheder: Arbejdet, adgang til sundheds­væsnet o.s.v. – nærmest en dødsdom.

Ud over de mange personlige beretninger, jeg har hørt, så har jeg og mange andre fra Valby op­le­vet noget af denne for os underlige og særdeles ubehagelige stemning.

Under mit første besøg i Nereta i efteråret 1995 hilste ingen på hinanden, når man passerede hinanden på gaden. Alle havde på den hårde måde lært, at man for et godt ord eller blik kunne blive sendt til Sibirien, og aldrig ville kom­me hjem igen. Glansen – gnisten – livet i øjnene på men­neskene var udslukt. Ansigterne var virkelig grå! 

Selv om min gruppe og jeg var nogle af de første turister i byen, blev vi mødt med stor reserverthed, hvilket jeg synes tydeligt fremgår af dette billede! ”Hvad er det for mennesker, der her kommer til os?” ”Hvad vil de os? Mener de noget med det, de siger!”  

Endnu er det ikke helt glemt, at vesten ikke støttede Letland mod Rusland i hverken 1939 eller efter afslutningen af 2. Verdenskrig.

Vi få danskere besluttede dér i efteråret 1995 demonstrativt at hilse på alle, vi mødte på gaden. En af de få gloser, vi havde fået lært var ”Labdien!” (= god dag!”) – og det blev nu sagt tydeligt! 

Det mærkelige skete: Den sidste dag af vort besøg, hilste én forsigtigt tilbage fra det modsatte fortov. Med andre ord: Vi genopfriskede noget fra deres fortid, de egent¬lig godt kendte til, men ligesom havde fortrængt p.g.a. frygt.

Heldigvis er stemningen nu totalt anderledes; alle hilser med glæde på os, når vi er på besøg i Nereta!

I de første år i af venskabsforbindelsen var det ikke helt nemt for os danskere, at vænne os til denne dybt indgroede mistillid. Vi kunne f.eks. aldrig i de første mange år lave nogen for fast aftale eller få konkrete informationer; deres oplevelser fra besættelsestiden sad dybt i dem. Men jo mere menighedsmedlemmerne i Nereta lærte os fra Valby at kende, jo mere fik de tillid til os – bl.a. åbnede nogle få deres meget spartanske hjem for os, så vi kunne bo privat, når vi kom på besøg. Dette var særdeles berigende for alle parter! Vi kunne langt bedre forstå deres sind, holdning, kultur, ligesom de meget gerne ville lære af os f.eks. dét at turde hilse på hinanden og snakke med hinanden om fami¬lieliv og bordskik, ren¬lighed, skrive takkebrev for modtagne gaver, aflægge regnskab for penge¬over¬førsler og meget andet lignende. Egentlig genfinde deres kultur fra deres før-besættelsestid – ja, lære at være menneske og menneskelig!

Igennem de nu 25 års venskabsforbindelse er det lykkedes at besøge hinanden mindst én gang hvert år enten her eller der. Under disse officielle besøg har der altid været holdt en fælles gudstjeneste. Og da har jeg flere gange haft den glæde at få lov til at prædike i Neretas gamle kirke, som nu står UNESCOS verdensarv-liste. For år tilbage kunne jeg en del lettisk (hvilket jeg desværre ikke har magtet at holde vedlige) og har da prædiket på lettisk, hvilket har betydet utrolig meget for menighedens medlemmer. Det var da, som om noget smeltede dybt inde i dem; en hel del havde af glæde og bevægelse tårer i øjnene.

Nereta Kirke er bygget i en kendt byggestil.

Kirken i Nereta blev opført i 1593 på initiativ af grev von Effern, som tilhørte den tyske ridderorden, der havde erobret Letland i begyndelsen af 1200-tallet. Han lod samtidig opføre en herregård lige uden for byen.

Kirken har undgået ødelæggelser igennem de 424 år, som kirken har eksisteret, hvilket er lidt af et særsyn i Letland. Sveriges, Tysklands og Ruslands hære har draget hærgende gennem landet fra årene 1600-1800. Herefter kom Napoleons styrker og brændte det af, de kunne, på deres togt til Moskva. Under 2. Verdenskrig stod store slag på lettisk jord! I løbet af den russiske besættelse blev 20% af Letlands kirker ødelagt. Men Nereta kirke står stadigvæk, som da den blev bygget – i en genkendelig nordisk stil. 

 

 Reformationen i Letland blev først gennemført i 1550´erne – lidt senere end i Danmark –– selv om Martin Luthers reformatorisk tanker allerede i begyndelsen af 1520’erne havde fået mange tilhængere i Riga. Siden reformationens gennemførelse i landet har den lettiske kirke udviklet sig nogenlunde som i Nordeuropa, da præsterne for det meste blev uddannet i Tyskland eller under stærkt tysk teologisk indflydelse.

Først med 2. verdenskrig skete der dramatiske ting p.g.a. den sovjet-russiske besættelse, hvor stort set samtlige præ¬ster og ledende kirkefolk enten blev skudt på stedet eller blev sendt til Sibirien. 

De mange år uden dybere teologisk tænkning mærkes den dag i dag, hvor der dels er mangel på større, åben teologisk diskussion og orientering dels mangel på præster, teologisk viden og den almindelige kirkelige tradition, der er en naturlige følge af et ubrudt gudstjenesteliv. 

Den lettiske kirke har ligesom landet i det hele taget desuden endnu ikke magtet at gøre endeligt op med den frygtelige tid under besættelsen. Mange ledende - også indenfor kirken - tør ikke se deres fortid i øjnene.  

Hvor mærkeligt det end lyder, så har vi i Valby været med til at spille en formidlende rolle i Nereta i forhold til besættelsestiden. 

Byens indbyggere nærer nu så stor tillid til os, så de tør betro os mange af de rædsler, de har måttet gennemleve, bl.a. fra ophold i Gullag-lejre, og på denne måde ligesom få bearbejdet en del traumer. Nogle gange er dette sket, hvor flere af deres egne har lyttet med. Det gør det ligesom lidt mere legitimt for dem at fortælle om fortiden. 

Fordi man helt naurligt holdt op med at komme i den lokale kirke under den sovjet-russiske besættelse p.g.a. truslen om repressalier, kom vi i Valby i begyndelsen af 1990’erne til et noget ødelagt menighedsliv. Derfor har vi fra begyndelsen af arbejdet på at opbygge me¬¬nighedslivet. Det har aldrig drejet sig om at støtte enkelt-per¬soner. 

Ikke mindst støttede vi fra begyndelsen arbejdet blandt børn og unge. Der fandtes f.eks. ingen kristne bøger. Man vidste reelt ikke hvor-dan, man skulle fortælle børn om kris¬ten¬dom. Takket være én i vores arbejdsgruppe, Martin Linkis, som var kommet til Danmark som ung flygtning i foråret 1945, fik jeg oversat nogle få kristne bøger til lettisk. Dette materiale fotokopierede vi og fik bragt til Nereta. Ligesom han oversatte mit eget udarbejdede kon¬firma¬tions¬un¬dervisnings¬materiale til lettisk. En del lettiske præster er blevet undervist i dette i begyndelsen af 1990’erne indtil langt bedre materiale kom til.

Der blev sendt papir, blyanter, tusser og meget, meget andet materiale derover – foruden en flonellograf, som søndagssko¬lelederne var utroligt glade for.

Der blev også sendt mere humanitær hjælp frem; det var jo trods alt overskudstøj fra Aalholm Kirkelige Genbrugs, der startede det hele. 

 Valbysognenes Letlandssamvirke fik således i de første år sendt 2 store lastbiler med hver ca. 20 tons derover fyldt med masser af gen-brugstøj, hospitalsudstyr fra plejehjem i Valby, senge, sengeborde, lifte, kørestole, krykker, gå-stativer, stokke, køkkenudstyr, medicin m.m.. Også husholdningartikler som sæbe, rengøringsmidler, toiletpapir - ja, der var meget!Men det var ikke for meget. Dengang kunne de bruge alt. Ingen kunne forstå, hvor nedslidt, udpint og udplyndret landet var efter 50 års russisk besættelse.

Takket være kontakter til bl.a. Lions Club har Valbysognenes Letland¬ssamvirke fået givet pænt store donationer, så vi har kunnet overrække bl.a. den lokale skole, det daværende lokale hospital, og nuværende plejehjem økonomiske gaver, som har været til stor glæde, f.eks. nye toiletter og brusekabiner til skolen, lift og vaskemaskiner samt tilskud til indretning af aktivitetsrum på plejehjemmet.

Også med hensyn til det mere almindelige kirkeliv har vi støttet. F.eks. har der siden afslutningen af 2. Verdenskrig ikke kunnet ringes med kirkens klokke. Den blev belejligt nok for russerne skudt i stykker, da Nereta blev indtaget. 

Da Nereta kirke i 1993 fyldte 400 år – altså lige efter, at vi var kommet i kontakt med menigheden – kunne vi ikke finde nogen bedre gave at give dem, end en ny kirkeklokke.

Takket være stor hjælpe fra daværende biskop i København, Erik Norman Svendsen, som også var tidligere generalsekretær i Kirkefondet, og daværende formand for Kirkefondet Miland, fik vi i Valbysognenes Letlandssamvirke overdraget en kirkeklokke fra en af Kirkefondets vandrerkirker, der ikke længere skulle anvendes.

På trods af store toldproblemer ved indførelsen i landet, for en kirkeklokke stod naturligvis på det tidspunkt ikke på de officielle lister over de varer, det var tilladt at indføre, så ringer ”vores” kirkeklokke til stor glæde for indbyggerne i Nereta. Mange i Nereta siger stadigvæk: ”Vi får en dejlig hilsen fra Valby hver gang klokken ringer. ”

Taget på Nereta Kirke trængte i begyndelsen af 2000-tallet stærkt til fornyelse.Gik man hen over hvælvingerne på kirkens loft, var det næsten som at gå i dagslys, så utæt var taget

Det lykkedes os i Valby at samle næsten 100.000 kr. ind til et nye tag. Herefter turde menigheden i Nereta gå i gang med renoveringen.

Samtidig blev kirken malet.

Der er også blevet givet pengegaver til opvarmning af kirkerummet, så det var muligt at gennemføre gudstjenester i løbet af vinteren – først blev der indkøbt en stor ovn til opvarmning ved hjælp af brænde. Senest har man fået lagt elektriske paneler og varmerør under bænke og i gulvet.

Ved præsteskiftet i Nereta i 1997 stod man pludselig uden bolig til den nye præst; men uden en sådan ville biskoppen ikke udnævne en ny præst. Vi i Valby blev spurgt, om vi kunne hjælpe. Det lykkedes os ved firvillige gaver at skaffe penge til at kunne købe en treværelses lejlighed, som den dag i dag er præstebolig.

Valbysognenes Letlandssamvirke har også ydet økonomisk tilskud til restaureringen af det lille menighedshus, hvor mange møder holdes.

I 2001 oprettede menigheden i Nereta i netop dette hus en lille udgave af Aalholm genbrugsbutik – dér, hvor det egentlig begyndte. Herved blev en lille ring sluttet. 

Herfra udgår også sognets diakonale arbejde. Menigheden har også aktiviteter på plejehjemmet.

I Nereta Sogn eksisterer også et bibelkredsarbejde – inspireret af os i Aalholm. Den bibelkreds i Aalholm, der mødes hver tredje tirsdag i måneden, samler stadigvæk penge ind under hvert møde til bibel-kredsen i Nereta. Penge, der går til indkøb af bibler, salmebøger, kaffe og kage.

I 2016 blev der udsendt en ny salmebog i Letland. Som ét af de få sogne i Letland kunne Nereta anskaffe denne p.g.a. en pengegave fra os i Valby. Man er i Nereta både meget stolt og taknemmelig over at kunne anvende landets lutherske kirkens nye salmebog.

Døbefont havde man heller ikke, da vi i Valby lærte Nereta menighed at kende.

I de første år oplevede vi, at præsten gik rundt med et blik¬fad, der var så bulet og ramponeret, at selv hønsene i min mor¬mors hønsegård ikke ville være blevet fodret af sådan et. Det havde hun ikke kunnet nænne. Siden fik man en sovsekande i rustfrit stål - sådan én, vi alle kender fra cafeteriaer.

Jeg kom for år tilbage i kontakt med Enghave Kirke, København, hvis oprindelige døbefont mange år tidligere var blevet udskiftet. Denne døbefont kunne vi få. Menigheden i Nereta er i dag utroligt lykkelig for den. 

Af ydre er den ganske vidst beskeden; men som de siger i Nereta: Den passer lige til vore forhold. Og den anvendes igen flittigt! Mange – også voksne – bliver nu døbt.

Jeg synes, at den måde, man i Nereta modtager nye døbte på, er noget så fornem, at har vi i Danmark kunne lære af det. 

Børnene og de unge i søndagsskolen har formet små får af ler og brændt dem i en ovn, som vi i Valby har givet som gave for en hel del år siden efter ønske fra søndagsskolen i Nereta. Sammen med et lille buket blomster fra en privat have overrækkes dette får lige efter dåben. Den ny-døbte hører nu med til vor Herres flok, han er hyrde for!

Sognepræst Aldis Pavlovics, Nereta, oplyser, at menigheden med udgangen af 2016 havde 125 betalende medlemmer – man skal betale 15 Euro, ca. 120 kr. pr. år for at være medlem – men han regner selv med, at der er ca. 75 personer, der ikke har råd.

Ved søndagens gudstjeneste er i snit er 40 medlemmer til stede. Desuden fortæller han, at der i er blevet døbt 15 børn og 16 voksne. Han har også i årets løb konfirmeret 15, viet 3 og begravet 5. I børne- og ungdomsarbejdet er der ca. 100 medlemmer.

Menigheden anslår, at der derfor er ca. 300 medlemmer.

For 25 år siden kom vi i Valby i kontakt med en lille forsagt menighed. Vi har i disse år lært, hvad ydmyghed, vedholdehed og inderlighed har af betydning for vores kristne tro. Det har for begge parter været en glæde uden lige at kunne få lov til at dele vores kristne tro med hinanden – til gensidig inspiration og støtte – og i dag se, at der er en livskraftig menighed i Nereta.

Disse mange år har desuden betydet, at der er flere af os, der nu har virkeligt nære venskaber, hvilket kun er med til at understrege, at på trods af landegrænser, kulturforskelle m.m., så er der noget meget dybere, der magter at knytte os sammen.

Skulle man ønske at støtte Valbysognenes Letlandssamvirke, kan et beløb indbetales på konto: Reg. nr.: 5342, konto nr.: 0374377, eller afleveres i kirken. Tak!

Ole Petersen

Sognepræst i Aalholm Kirke, Valby

 

Vigerslev Kirke

Lykkebovej 1
2500 Valby
telefon 36 30 23 21
fax 36 30 23 61
vigerslev.sognvalby@km.dk
Mød os på facebook 

typofree silkjær